1) Commoncrafts lille film (de fleste kender den vist efterhånden) forklarer ‘In Plain English’, hvad det er Twitter er.

Klik her for at se den indsatte video.

2) Christopher S Penn har skrevet en lille Power Guide til Twitter, som er rigtig god at læse, for de, der gerne vil tage Twitter skridtet videre, og bruge tjenesten til:

1. Power branding
2. Power listening
3. Power networking
4. Power promoting

Den er god, hurtigt læst og helt gratis, og du finder den her.

Jeg blev opmærksom på den via et af mine yndlingspodcasts, Six Pixels of Separation, episode 136, som du finder her. Det er en livlig samtale om Twitter mellem Chris Penn og Mitch Joel, som bestemt også er et lyt værd.

God fornøjelse med at se, læse og høre mere om Twitter

Mikroblogging i almindelighed og Twitter i særdeleshed er ‘all the rave’ i øjeblikket. Men hvad handler det om? Hvordan virker det? Og kan det bruges i en virksomhedskontekst?

Mikroblogging handler om at indgå i et flow af informationer. Det handler om at sende små beskeder ud i sit netværk og/eller det store internet, og modtage beskeder den anden vej.

Den enkelte lille besked betyder måske ikke alverden, men den kontinuerlige samtale kan være uhyre værdifuld. Et begreb, der efterhånden har mange navne (ambient awareness, social peripheral vision, for blot at nævne et par stykker).

Små bidder deles og samles op, vi giver lidt og tager lidt, og til syvende og sidst skulle vi allesammen gerne være blevet lidt klogere.

Men spørger man mig, handler mikroblogging også om at socialisere. De folk jeg personligt holder af at følge på Twitter, rammer et behageligt mix af personlige, humoristiske, faglige, nyhedsformidlende, spørgende og holdningsmættede beskeder, og det er DET, der gør det interessant at følge med.

Det betyder også, at det er uhyre vanskeligt at være en virksomhed på Twitter. For til syvende og sidst er det ikke virksomheden der er på Twitter, det er den enkelte medarbejder.

Der er selvfølgelig undtagelser. Nogle virksomheder bruger udelukkende Twitter som en kanal til formidling af tilbud og nyheder – og fred være med det. Det kan sikkert fungere udmærket. Men den virkelige værdi, synes jeg, kommer af samtalen. Dialogen. Altså den der to-vejs-ting.

Jeg oplever i øjeblikket mere og mere, at virksomheder og organisationer ‘følger’ mig på Twitter – med stor sandsynlighed for at jeg skal følge dem. Men med mindre der er ‘rigtige’ mennesker bag, jamen så gengælder jeg altså ikke den gestus. Jeg insisterer på at vide, hvem jeg taler med.

Så i stedet for at haste til tasterne og registrere brugernavnet ‘minvirksomhed’ på Twitter, må opfordringen lyde: Find ud af, om der er medarbejdere i din virksomhed, der er på Twitter. Find ud af om de taler om virksomheden. Find ud af, om du kan udstyre dem til at tale mere kvalificeret og nuanceret – for eksempel ved at stille viden til rådighed. Og hvis der er ting de kan få ballade for at snakke om, så fortæl dem det lige!

For nogle år siden skrev jeg på min personlige blog et indlæg, hvor jeg foreslog, at man ændrede begrebet ‘corporate blogging’ til ‘employee blogging’ – jeg vil hermed gerne foreslå, at man laver samme øvelse på Twitter.

Og så synes jeg i øvrigt en hel masse andre ting om mikroblogging (blandt andet om fænomenets fortræffeligheder som værktøj i den interne kommunikation) – hiv fat i mig, hvis du vil høre om dem, eller hvis din virksomhed overvejer, at gøre mikroblogging til en del af sit mix af sociale medier. Du kan finde mig her.

Spørgsmålet endte med at lyde: Indgår sociale medier i din rekrutteringsstrategi? Viser du medarbejdere, hvordan virksomheden er?

Det er svært, når man skal fatte sig i ekstrem korthed. Twitter tillader maksimalt 140 karakterer i et post, og der skulle også lige stå, hvem der stillede spørgsmålet, så jeg kunne godt tænke mig at bruge et par linjer på at nuancere.

Mit spørgsmål er affødt af to diskussioner.

1. hvordan kan man bruge sociale medier i rekrutteringsarbejdet? og
2. hvordan kan vi måle på værdien af de sociale medier?

I forhold til punkt 1: Personligt synes jeg, at der bliver brugt alt for meget krudt på standardtekster om virksomheder i jobopslag. Det er da rigtig fint at skrive, at en virksomhed har 10.000 ansatte og opererer på 15 markeder, men hvis jeg skal være hudløst ærlig, så vil jeg, som potentiel ny medarbejder, hellere vide noget om de 8-10 stykker jeg skal arbejde sammen med til dagligt.

Må jeg ikke nok have lov at se billeder af mit mulige kommende kontor, kommende kolleger og kommende chef? Må jeg se og høre, om I har det sjovt mens I arbejder, om der er nogle gange, hvor I ikke bare arbejder, og om I tænker interessante tanker, deler gode billeder, videoer og links?

Man kan fortælle uhyggeligt meget om en virksomhed og kulturen i den ved at eksponere medarbejdernes billeddelingstjenester, mikrobloggingtjenester, Facebookprofiler, blogs og så videre.

Så næste gang du skal rekruttere, vil du så ikke godt overveje, om Flickr, Twitter, Facebook, delicious eller nogle af alle de andre gode tjenester skal spille en rolle i processen?

I forhold til punkt 2: Spørg de folk du har til samtale, om de kigget billeder, læst blog posts og tweets (posts på Twitter), checket spændende links og andet. Og spørg om det havde en positiv effekt på deres beslutning om at søge arbejde hos dig. Det er måske en forenklet måde at måle på, men sidst jeg tjekkede var det stadigvæk validt at spørge brugerne.